'Fra kaos til kosmos'

27. apr. 2020

Fra kaos til kosmos

v/Camilla Høngaard, pædagog fra VIOS

Vi vil inddrage dig i vores rejse igennem tre år. Vi vil fortælle dig om vores opgave. En opgave hvor vi har arbejdet med at skabe et hjem for et menneske. Et menneske der tidligere udviste svære tegn på mistrivsel.

Det skal handle om rejsen fra kaos til kosmos. En rejse med det sigte at skabe et hjem. Et hjem uden låse og med adgang til egne ejendele. Et hjem som en tryg og sikker base i livet, hvor mennesket oplever plads og rum til at være sig selv. Et hjem der skaber rammer for bedre omsorg og mindre medicin. Dét vil vi fortælle dig om. Vi vil give et oplæg om, hvordan vi bevidst arbejder med transformationsenergi i relationer i det daglige, og hvordan en opmærksomhed omkring transformation og relationer, har bidraget til at skabe betingelser for at trivsel og livskvalitet kom i vækst.

Det skal handle om, hvordan vi, i samarbejde med det menneske som vi støtter, skaber dage med smil og gode aktiviteter. Og hvordan vi på de svære dage sikrer, at alle kommer igennem dem, uden at situationer tilspidses til et niveau, hvor det bliver farligt og uværdigt.

Vi arbejder ud fra få, store mål, hvor vi sikrer, at den forskellighed og faglighed, vi som team kan bidrage med, skaber værdi, livskvalitet og trivsel. Forvent dialog, så kom gerne med en spørgelyst, en nysgerrighed og gode tanker og tips til, hvordan vi skaber bedre vilkår for trivsel i relationerne.