'Autisme set indefra - det sociale liv'

27. apr. 2020

Autisme set indefra - det sociale liv

Ellen Vallentin Christiansen, Autismekonsulent


Med denne workshop ønsker jeg at sætte fokus på det sociale aspekt i forhold til det at leve med en autismediagnose. Hvad er det for nogle ting, der kan være svære? Hvilke styrker og udfordringer oplever jeg som autist i hverdagen i forhold til det sociale? Og på hvilken måde kan man styrke det sociale liv, når man har autisme? …(hvis man altså ønsker det?)

Mange mennesker med autisme oplever vanskeligheder i forhold til det at være social. Og mange mennesker uden autisme oplever udfordringer i forhold til det at være social med autister - er det muligt at mødes i et fællesskab? Jeg vil i denne workshop fokusere på, hvad det er, der er i spil når vi autister ønsker at være, eller det kræves af omgivelserne at vi er sociale, og hvordan jeg personligt har arbejdet med at rykke mig, men også har lært at passe på mig selv i det sociale samspil. Efter at have levet med min autisme hele mit liv, og med viden om at jeg har været autist de sidste 11 år, vil jeg komme med eksempler fra mit liv og min hverdag både som barn og voksen. Forhåbentlig kan det give et indblik i, hvordan det sociale liv kan opleves indefra, når man har autisme.

I slutningen af oplægget vil der blive mulighed for spørgsmål og debat.

Kort om mig; Jeg hedder Ellen, er 42 år og har adskillige års erfaring som oplægsholder på såvel autismekonferencer. Jeg har hjemmesiden Rainwoman.dk samt bloggen Rainwoman på facebook.