'Mit liv med angst og autisme'

28. apr. 2020

Mit liv med angst og autisme

Mathilde Lusty Sørensen

Foredraget "Mit liv med angst og autisme" fortæller min historie om et liv med autisme (GUA), angst, OCD, ADHD og spiseforstyrrelse, og hvordan jeg kom ud af min angst for sæbe, som jeg var plaget af i 6 år.

Foredraget er bygget op sådan, at jeg starter med at fortælle om de første år af mit liv og om, hvordan det bliver tydligt for mine omgivelser, at jeg er anderledes og har nogle grundlæggende forudsætninger, som gør mit liv mere vanskeligere end livet for andre andre på min alder.

Herefter følger en beskrivelse af mit møde med skolen, og af hvordan min autisme påvirker mig op gennem mit skoleforløb, som bl.a var præget af flere skift. Foredraget fokuserer herefter på den angst, som fulgte med som konsekvens af flere års stressbelastning, og som ødelagde mange år af mit liv. En særlig opmærksomhed rettes mod mit arbejde ud af angsten, hvor jeg blandt andet viser og fortæller om de angstskemaer, som fik afgørende betydning for min rejse ud af angstens greb.

Foredraget afsluttes med en blik ud i fremtiden, og en udpegning af de mål, jeg allerede nu har nået.

Det er meget vigtig for mig, at folk, der lytter til mit foredrag, får en følelser af, at de ikke er alene, hvad enten de selv står i angst eller autisme eller er pårørende . Jeg vil rigtig gerne have, at folk får en følelse af håb og lyst til at kæmpe videre. Jeg vil også gerne medvirke til, at der sættes fokus på, at folk med autisme sagtens kan de samme ting, som mennesker uden diagnoser kan.

Målgruppen for workshoppen er fagfolk, pårørende og mennesker der selv står i en situation med autisme eller/og angst.