'Langvarig, ufrivillig skolefravær og FSA'

27. apr. 2020

Langvarig, ufrivillig skolefravær og FSA

Morten G. Oschlag, Psykologisk konsulent og underviser på Søstjerneskolen

Kan man føre unge mennesker med autisme og langvarigt, ufrivilligt skolefravær op til folkeskolens afgangsprøve med ned til ganske få måneders forberedelse?
Ja, det kan man, hvis de er klar. Man kan også lade være, hvis de ikke er klar.

Nogle børn -og unge mennesker, med autisme, bliver desværre ramt af ufrivillig skolefravær af kortere eller længere varighed.
Hovedparten af denne gruppe børn og unge mennesker er, ud over deres autisme, karakteriseret ved at være plaget af forskellige former for belastningsreaktioner –herunder eksempelvis ekstremt kravafvisende adfærd (også kaldet PDA).

Jeg har i en årrække specialiseret mig i arbejdet med netop denne gruppe børn –og unge mennesker med komplekse profiler og manglende skolegang. Både som psykologisk konsulent, men også som underviser inden for dagbehandlingsområdet, på Søstjerneskolen i København.
Her har det ofte været min opgave at stressreducere, behandle og ’genopbygge’ de unge mennesker til et punkt, hvor der atter er grundlag for at de kan begynde at lære.

Men hvordan vægter man fordelingen mellem en effektiv behandlingsindsats og de faglige udfordringer, som måske efterspørges af såvel forvaltning, forældre og i nogle tilfælde også af eleven selv?
Det er en rigtig godt spørgsmål, som jeg har tænkt mig at komme rundt om i løbet af denne workshop.