'Autistiske rollemodeller'

27. apr. 2020

Autistiske rollemodeller

Raffaele Rodogno, lektor på Institut for Kultur og Samfund-Filosofi, Aarhus Universitet
Katrine Krause-Jensen, Institut for Kultur og Samfund - Filosofi, Aarhus Universitet

Mange voksne på autismespektret har nedsat livskvalitet og svært ved at forestille sig en positiv fremtid. Vi tager afsæt i denne problemstilling i et projekt, hvor målet er at arbejde med unge på autismespektret. Vi vil give dem en selvforståelse, der kan hjælpe dem til at blive mere håbefulde voksne, der er i stand til at leve et tilfredsstillende liv.

Vores hypotese er, at unge på autismespektret mangler modeller for det gode liv, som de kan identificere sig med. Vi forventer derfor, at rollemodeller kan bidrage til at de unge kan identificere sig positivt med deres livssituation, formindske deres selvstigmatisering og håbløshed og i sidste ende forbedre deres livskvalitet.

Projektet udføres i et tæt samarbejde mellem Langagerskolen (en specialskole for børn og unge med autisme) og Aarhus Kommunes Center for Specialpædagogisk Børnetilbud (CSB) samt forskere fra Aarhus Universitet. Sammen ønsker vi at designe og etablere en uddannelsespraksis, der introducerer autistiske rollemodeller til autistiske unge igennem face-to-face møder, interaktive videoklip og andre former for media. Rollemodellerne bliver udvalgt i samarbejde med medlemmer af autismesamfundet og repræsenterer voksne med autisme, der har fundet deres version af det gode voksenliv.
I præsentationen fortæller vi om projektet, og vi fremlægger de foreløbige resultater samt deler nogle af de etiske overvejelser, som vi har gjort os i projektets opstartsfase.

Præsentationen er målrettet bredt til fagfolk, mennesker med ASF samt pårørende.